Arenze - Hatha og Yoga Nidra & Myte og yoga

Hatha og Yoga Nidra 

På denne workshop inviterer Arenze dig til at lande i kroppen gennem et blidt, beroligende yogaprogram efterfulgt af dybdeafspændingen Yoga Nidra. 

Vi starter med et yogaprogram af old-school Hatha Yoga med fokus på kropsbevidsthed, på at mærke kroppen for at finde ud af hvad den har brug for og lyst til i dag. Derefter guider Arenze dig igennem afspændingen Yoga Nidra.

Yoga Nidra er en teknik, der bringer sindet og kroppen i en afspændt tilstand, og kan bruges terapeutisk til,at afhjælpe stress, søvnløshed og kroniske smerter. Yoga Nidra er et fantastisk redskab til transformation og til at bringe dig hjem til dig selv.

Du ligger stille under Yoga Nidra, så det er en god idé at have et tæppe med (medmindre det er lige så godt vejr som i 2018!)


Myte og yoga

Myter og historier har til alle tider været en kilde til visdom og trøst. Historier giver os et kort over livet, et kompas at navigere efter, en forståelse af os selv og vores plads i verden.

På denne workshop fortæller Arenze en historie fra den indiske mytologi, som vi derefter udforsker gennem yogastillinger, meditation med mantra og mudras, og tilsidst afspænding for at lade indtrykkene bundfælde sig.

Ved at kropsliggøre myten får du den "ind under huden" på en anden måde end ved blot at lytte. Du får mulighed for at komme i kontakt med sider af dig selv, der måske er blevet glemt. Det at undervisningen er bygget op over en historie tilfører en legende dimension til dagens yogapraksis og giver samtidig en ny måde at forstå yogafilosofi. 


Arenze Fischer er yogalærer med mange års erfaring fra undervisning i ind- og udland. Hun er desuden historiefortæller og cand.scient. i antropologi. 

"Med 25 års yogapraksis og over 1000 timers uddannelse i yoga i bagagen er jeg stadig fascineret af hvad yogaen har at tilbyde. Jeg underviser med udgangspunkt i Hatha Yoga, men er i de senere år blevet stadigt mere inspireret af yin yoga og restorativ yoga for at få flere redskaber til at skabe ro, og af Vinyasa for at gøre det hele lidt sjovere! Min yndlingspraksis, både når jeg underviser og i min egen praksis, er Yoga Nidra, som er et vidunderligt redskab til helbredelse."